AI kan bruges til at lave hurtigt, nemt og kvalitetløst musik. Men kan man også gå dybere? Kan man nørde og styre processen – eksperimentere, lege med prompts og forme resultatet? Kan man bruge AI som et værktøj, uden at maskinen bliver kunstneren?
Jeg mener ja.
Ja – jeg bruger AI. Det lægger jeg ikke skjul på. Tværtimod: Jeg er fuldstændig åben omkring det. AI er brugt til at generere musik, stemmer og billeder – men som et værktøj.
Jeg forstår godt, at man som traditionel kunstner kan føle, at AI er fjenden. Når en maskine pludselig kan gøre det, man selv har øvet sig i gennem år, kan det føles som et angreb på ens håndværk, ens identitet, måske endda ens værdi. Den følelse er ægte – og den er naturlig.
Det er en stor fejl, at vi kalder det “kunstig intelligens”. For det antyder, at der findes et kunstigt tænkende individ.
AI har ingen sjæl, ingen bevidsthed, ingen intentioner. Den er blot et matematisk system af algoritmer, der analyserer, sætter mønstre i systemer og forudsiger sandsynligheder. Den gemmer ikke værker, den kopierer ikke – den beregner og skaber nye kombinationer ud fra det, den har lært. Uden mennesket foran skærmen – uden vores ord, vision og retning – er den ingenting.
Jeg vil gerne slå fast, at jeg ikke er ude på at latterliggøre den traditionelle kunstner. Tværtimod. Jeg er dybt imponeret over den færdighed og dedikation, det kræver at mestre sit instrument, sin stemme eller sit håndværk. Men den respekt har jeg også for skomageren, skrædderen, slagteren, fotografen – og alle de andre fag, hvor teknologien har gjort sit indtog. Vi bliver nødt til at acceptere, at værktøjer ændrer sig, og at vi må tilpasse os og finde nye måder at bruge dem på. Også selvom det gør ondt på stoltheden.
AI-teknologien kommer ikke til at erstatte de traditionelle kunstnere. Evnen til at mestre et instrument vil altid være der – og det skal den også. Passionen for at krænge sine inderste følelser ud gennem musik vil altid eksistere. Men jeg tror på, at musik kan skabes på flere måder. At stå med en guitar, at sidde bag et klaver eller at arbejde med algoritmer – det hele er udtryk for menneskelig vilje og skaberkraft.
Teknologien udfordrer vores vaner og vores forståelse af, hvad kunst er. Den gør tingene hurtigere og nemmere – ikke nødvendigvis bedre. Men man kan ikke gøre noget forbudt, blot fordi man føler sig sat i skyggen. De følelser er virkelige, og de må man gerne have – men de kan ikke være grundlaget for at standse en hel udvikling.
Hver ny opfindelse i kunstens historie er blevet mødt med frygt og skepsis: oliemaleriet, filmen, synthesizeren, autotune. Ingen af dem dræbte kunsten. De udvidede den. AI er blot det nyeste værktøj i den række. Spørgsmålet er ikke, om vi kan stoppe det – men om vi tør bruge det med intention og integritet.
Jeg bruger det selv. Som Chimaera står jeg bag Backprop Records og dets bands, hvor AI er en del af værktøjskassen – men aldrig uden menneskelig vilje, aldrig uden retning. Musikken skabes af mig, gennem mine valg, mine ord og min vision. AI er redskabet, ikke kunstneren. Jeg er skaberen.
AI kan assistere, inspirere, manipulere lyd – men uden den menneskelige intention forbliver det tomme data. Det er ikke maskinen, der driver værket fremad. Det er mennesket, der vælger, former, skærer til og siger: Det her er musik.
Ved at affeje det med “Det er bare AI der har lavet det”, så fjerner du mennesket i ligningen. Men du fjerner også ansvaret for det skabte. Hvis ingen har ansvaret, hvem skal så stå på mål?
AI klipper og klistrer ikke. Den træner og lærer kompositioner, skalaer, vokaler, opbygninger osv. Når vi lærer at spille på instrumenter, spejler vi os i hinanden, vi øver, vi imiterer, vi lader os inspirere. Vi træner på andres værker, og ud af det skaber vi vores egne. Ingen kunst er opstået i vakuum. Forskellen er blot, at teknologien nu har systematiseret denne proces – og gjort det hurtigere, nemmere og mere tilgængeligt. Men fordi det er blevet nemmere, er det så forkert?
At det er blevet nemmere betyder blot, at mennesker som mig – uden traditionel musikalsk uddannelse – også kan udtrykke sig musikalsk.
Det skal ikke fabrikeres af selskaberne. De store selskaber tænker profit og bundlinje frem for kunstnerisk moral. Kan I forestille jer en fremtid, hvor musikken kun bliver skabt ud fra, hvad der sælger bedst? Der findes allerede “spøgelsesartister” på de fleste streamingplatforme, skabt af én eneste årsag – at der ikke skal betales royalties, når det bliver afspillet.
Der er forskel på at kuratere med AI og at masseproducere uden tanke. Den ene vej kræver vision, ansvar og kunstnerisk dømmekraft. Den anden udvander kunsten til algoritmisk baggrundsstøj. Jeg tager afstand fra den automatiserede fabriksmusik, hvor tusind ligegyldige sange bliver spyttet ud uden sjæl.
Ja – man kan godt bare trykke på en knap og tage det første udfald. Men sådan arbejder jeg ikke. For mig – for Backprop Records – handler det om at nørde processen: eksperimentere, ændre parametre, kassere, bygge om og bruge timer på at finpudse materialet. AI er ikke genvejen til kvalitet og god lyd – det kræver stadig vilje, æstetik og retning. Som så meget andet gælder der, at hvis det skal være godt, skal du arbejde med det!
Musikken tilhører mennesket – dig og mig – som har lyst til at skabe med intention og hjerte. Det skal ikke være de store selskaber, der dikterer lyden i fremtiden. Det handler om at skabe kunst, som kun kan fødes i denne tid – i korsvejen mellem menneskelig vilje og maskinens kraft. En ny slags musik, drevet af vision, født af oprør og skabt for at bryde rammer.
Backprop Records er mit modsvar til idéen om, at AI skal være kunstneren. Her er AI et instrument. Jeg er skaberen bag. Mine bands og min musik er manifestationer af menneskelig vilje i samspil med teknologi. De er skabt af mine ord, min æstetik, min retning. AI er blot værktøjet, der muliggør det.
Jeg er ikke naiv. Jeg ved, at fremtiden vil være fuld af debat, konflikt og frygt. Men kunsten har altid fundet en vej. Den gør det også denne gang.