Det startede som en gimmick. Et “kan man det her?”-eksperiment. En nørdet leg med teknologi. Men så blev det alvor. Jo dybere jeg gravede, jo tydeligere blev det: vi er nødt til at tage det her seriøst. AI-musik er ikke en trend – det er et kulturskifte.
Intet er sort og hvidt. Jeg er selv splittet i det her AI. Jeg forstår musikerne og deres frustration: de har lagt al deres energi og passion i at mestre et håndværk. Det kan føles som et angreb på håndværk, identitet og værdier, når AI-modeller træner på menneskers værker, og man frygter krænkelse af ophavsret.
Teknologisk udvikling stopper ikke, fordi den gør ondt. Den gør tingene nemmere, hurtigere og billigere – men det har konsekvenser. Skomageren findes knap nok mere; vi køber masseproducerede sneakers. Kokke kæmper, mens køerne er lange på McDonald’s. AI klipper ikke i værker; den analyserer mønstre og kompositioner – præcis som vi selv gør, når vi lærer og inspireres af andre.
Det, der startede som en gimmick, er blevet en fascination af, hvad man kan opnå med AI – og samtidig et “hvad fanden gør vi?”-opråb.
Man sagsøger Suno, Udio og alt, der lugter af AI i musik. Men hvad så bagefter? Jeg ser to lejre: musikbranchen, som er imod (forståeligt) – og lytterne, de almindelige mennesker, som i høj grad er ligeglade. For dem er musik musik. De bruger AI til opgaver, googler mindre og spørger AI. AI er allerede overalt.
Imens der peges fingre, bygger de store pladeselskaber deres egne modeller i kulissen. Er det for at beskytte kunstnerne – eller profitten? Kunderne er der tydeligvis. Og hvis der er kunder, hvad forhindrer så Kina eller Indien i at lave deres egne AI-musikmodeller? I lande, der måske ikke går så højt op i ophavsret, forsvinder kontrollen hurtigt.
Kan man sige “AI må ikke røre vores musik” – og samtidig bruge AI til alt muligt andet? Enhver form for AI er trænet på noget, mennesker har lavet. Så hvor går grænsen – og hvem får lov at trække den?
Jeg begyndte med et eksperiment. Nu er det en legeplads: et fiktivt studie, et fiktivt pladeselskab, fiktive artister. Jeg leger producer og er fascineret af, hvor vildt et redskab AI kan være...
...men jeg er stadig splittet.
Det her er mit eksperiment.
Det blev til Backprop Records.
Jeg er Chimaera.