Aksel Iskov er en hjemløs trubadur med hjertet uden pande og sjælen i frit fald. Han lever mellem flasker og fjerne minder, og hans musik er som et ekko fra en våd banegårdskant klokken 03:17.
Hans sange er fortællinger om angst, savn, skam og afmagt – men altid med en snert af ømhed og skønhed i det knuste. Aksel bærer sin historie i stemmen: ru, spørgende og fuld af splinter. Der er intet poleret her. Kun en mand, en guitar og det, han ikke kan glemme.
Stilen blander dark folk, lo-fi blues og nærmest gadelignende singer-songwriter traditioner, hvor hvert ord er vejet, og hvert vers er en bøn uden adresse. Produktionen er simpel, rå og intim – som en optagelse i en undergang. Eller en sidste optælling.
Aksel Iskov er ikke et projekt. Han er en virkelighed, de fleste vender sig fra. Men hans stemme bliver ved med at synge – som en radio i en forladt lejlighed. Der er noget sandt her. Noget du ikke helt kan se i øjnene.